Maja Alm om skjult kamera: Gør ondt at blive svigtet

Skrevet af admin

01/06/2016

Mest læste i dag

Det er en rystet Maja Alm, der onsdag udtaler sig for første gang, efter en leder fra landsholdet i orienteringsløb blev smidt hjem fra EM i sidste uge for at have filmet danske udøvere med skjult kamera på atleternes værelser:

- Det, der gør allermest ondt, er ikke, at vi er blevet filmet, men det, der rammer mig hårdest, er det svigt fra en, som jeg virkelig stolede på. Jeg har ikke løbet i tre dage, men er sikker på, at lysten til at løbe nok skal komme snart, skriver hun på Facebook.

Det danske landshold befandt sig til EM i Tjekkiet, hvor man fandt skjulte kameraer på flere af atleternes rum, blandt andet badeværelser og soveværelser.

De danske atleter blev orienteret om hændelsen undervejs, og Maja Alm fortæller, at hun var tæt på at melde afbud til den sidste konkurrence efter en nat uden søvn.

I sidste ende valgte hun at stille op, og hun gennemførte trods store vanskeligheder undervejs.

- Vi har som landshold virkelig håndteret situationen på bedste måde - både løbere og resterende ledere. Jeg er dybt imponeret over, hvor gode vi har været til at stå sammen, og jeg er sikker på, at vi efter det her kommer til at stå endnu stærkere på startstregen til VM i august, skriver Alm.

Hun rejste hjem fra EM med to medaljer, en fjerdeplads og en sjetteplads.

- Resultatmæssigt egentlig et succesfuldt EM, men når man oplever, hvad vi fik at vide efter målgang på mellemdistancefinalen i fredags - at en af vores ledere har filmet os med skjult kamera - bliver resultater lige pludselig mindre betydningsfulde, lyder det fra Alm.

Hun har ikke yderligere kommentarer til episoden lige nu.

/ritzau/