Major: Bilbombe kunne slå familiefar ihjel

En køretur ned til værkstedet kunne have forvandlet sig til en slem eksplosion, der ville dræbe den familiefar, der satte sig ind i sin bil i august sidste år.

Bomben, der var placeret under bilen, var sat til at gå af, når føreren åbnede venstre fordør.

- Hvis der går ild i fire-fem liter brændbar væske, så vil det sætte ild i bilen som en benzinbrand. Når en person åbner døren, vil han blive omsluttet af en ildkugle, og han vil være i livsfare.

Det konstaterer major Michael Elgaard tirsdag i Retten i Frederiksberg, hvor han bliver afhørt som vidne i en sag mod to mænd om drabsforsøg og afpresning.

Elgaard er chef for Hærens Ammunitionsrydningstjeneste (EOD) ved Skive Kaserne og er mødt op til retsmødet iklædt fuld camouflagedragt og læderstøvler.

Den 38-årige ASP, der er dansk statsborger med polske rødder, og den 54-årige AH, der er polsk statsborger, er i sagen tiltalt for afpresning og for at have placeret bomben under familiens bil i Valby.

Begge mænd nægter sig skyldige.

Under retssagen er det kommet frem, at ASP har et udestående med familien om 750.000 kroner, som han mener, at den skylder ham for at have renoveret et hus. Dette er familien dog uenig i.

Bomben var lavet af en benzindunk, rensebenzin, en jagtpatron og nogle ledninger. Den gik dog ikke af som planlagt, og det skyldes ifølge majoren to konstruktionsfejl.

- Selve tændsystemet har virket, men der var ikke kraft nok i jagtpatronen til at antænde dunken med tændvæske. Samtidig var dunken med benzin lavet i for kraftigt materiale, så den kunne ikke antændes, siger Michael Elgaard.

Hovedefterforskeren fra Københavns Politi forklarede mandag i retten, at brandteknisk afdeling under efterforskningen havde beskrevet bombens alvorlige karakter.

- Hvis en almindelig mand med tøj på åbner bildøren, så vil han dø. Man kan ikke redde sig selv ved for eksempel at lægge et håndklæde over ilden, da bilen vil eksplodere på grund af benzindampene, sagde han.

/ritzau/

Dagens Gossip