Makabert fund sydvest for Herning: Schæfer fundet med halsen skåret over og knust kranie

Skrevet af Elo Christoffersen

06/03/2013

Dagens topnyheder

Kjeld Seehusen og hans kæreste i Troldhede mellem Herning og Skjern gjorde lørdag et makabert fund.

Deres seksårige schæferhund Corina blev fundet bundet til et træ med halsen skåret over og kraniet knust. Det skriver Dyreværnet.

Parret skulle fredag til bowling og en bekendt tilbød, at passe Corina. Ejeren og hans kæreste takkede ja, hvilket viste sig at være en fatal beslutning. For dagen efter var den glade hund død.

- Vi fik en meddelelse om, at Corina var løbet væk fra den person, der passede hende, så min kæreste og jeg satte en eftersøgning i gang, fortæller Kjeld Seehusen.

Hunden blev fundet 15 meter fra det træ hun var bundet til. Halsen var skåret over og kraniet bar tydelige tegn af, at hun var blevet slået med en hammer.

Den person, der skulle passe hende, indrømmede, at det var hans værk.

- Han fortalte, at han ville have Corina med ind i sit hus, hvilket hun ikke ville. Derfor slog han hende med en skovl, og hun blev gal og skulle angiveligt have bidt ham. Da han følte sig truet over hendes adfærd, slog han hende med en hammer og skar halsen over på hende, forklarer Kjeld Seehusen.

Syv måneder forinden - i august 2012 - blev Corina bortadopteret til sin nye ejer fra Dyreværnets internat i Rødovre. Nu står dyremishandleren til en bøde for at have dræbt hunden, skriver Dyreværnet.