Makedonere svarer igen: Dommerne var fantastiske

I den makedonske håndboldklub HC Zomimak ryster man på hovedet af Århus-træner Erik Veje Rasmussen og kritikken af dommernes præstation, da Århus Håndbold i søndags røg ud af EHF Cuppen.

Erik Veje Rasmussen mener, at Århus Håndbold tabte returkampen med 24-33 til HC Zomimak, fordi dommerne var bestukket og overså flere grove tacklinger i løbet af kampen.

Men sådan ser man ikke på sagen i Makedonien. MetroXpress har forelagt beskyldningerne for sportschefen Sashko Brndevski, og han tager det helt roligt.

- Jeg har ikke hørt om den danske træners mistanke, men jeg kan godt forstå, at han tænker sådan, for Århus havde bestemt ikke regnet med sådan en fiasko, skriver Sashko Brndevski i en mail til mx.dk.

- Vi vil ikke foretage os noget vedrørende nogen beskyldninger, for årsagen til danskernes nederlag ligger i deres eget hold.

- Dommerne var fantastiske, meget bedre end dem, der var i den første kamp i Aarhus. Kampen var fair, skriver Sashko Brndevski.

Det står i skarp kontrast til Erik Veje Rasmussens beskrivelse af kampen.

- Det, der foregik i Makedonien i forbindelse med denne kamp, kan ikke udtrykkes på anden måde end, at det var svindel.

- Det var sørgeligt at være vidne til, siger Erik Veje Rasmussen, som har meldt sagen til det europæiske håndboldforbund (EHF).

Århus Håndbold havde vundet den første kamp mod HC Zomimak med tre mål i Danmark, men det var ikke nok til at gå samlet videre.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV