Makedonien åbner grænser for begrænset antal migranter

Skrevet af admin

21/08/2015

Dagens topnyheder

Makedonien åbner for migranter fra Grækenland i et antal, som landet kan levere transport til at håndtere, siger en talsmand for det makedonske indenrigsministerium, efter at hundredvis af migranter og flygtninge fredag er strømmet uhindret over grænsen.

- Et begrænset antal illegale migranter i sårbare kategorier får tilladelse til indrejse i Makedonien, og de vil blive tilbudt hjælp i overensstemmelse med statens kapaciteter, hedder det i en erklæring fra landets indenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet AFP.

Ministeriet kommer ikke nærmere ind på, hvad kriteriet er for at tilhøre en sårbar kategori, men kort efter beskeden åbnede politiet grænsen for nogle få hundrede flygtninge. Det var fortrinsvis familier med børn og gravide kvinder.

Politiet har afspærret grænsen mellem Grækenland og Makedonien for tusindvis af migranter og flygtninge, men talsmand Ivo Kotevski siger til nyhedsbureauet Reuters:

- Vi tillader adgang for et antal, der svarer til den transportkapacitet, vi har, eller til at kunne give dem passende lægebehandling og pleje, siger han.

Opblødningen har skabt spændinger blandt de tusinder, der fortsat befinder sig på den anden side af grænsen og som forhindres i at kunne krydse den.

Mindst 1000 migranter og flygtninge lagde fysisk pres på kæden af makedonske politifolk på den græsk-makedonske grænse fredag, og mindst 10 personer så ud til at være besvimet under den massive masen og skubben, siger et øjenvidne til Reuters.

Man kunne høre folk skrige, og lægepersonale ilede til for at behandle de besvimede, eller personer, som kom til skade. Der opstod kaos og panik, efter at politiet havde lukket det begrænsede antal mennesker ind i Makedonien.

Mange af migranterne og flygtningene siger, at de har tilbragt to dage i ingenmandsland, efter at de makedonske myndigheder i Skopje torsdag besluttede at forsegle grænsen og erklærede undtagelsestilstand.

/ritzau/Reuters