Makedonien udset til at beskytte EU mod flygtningestrømme

Skrevet af admin

09/02/2016

Dagens topnyheder

Uden udsigt til en løsning på den syriske borgerkrig eller til at Grækenland får kontrol over de ydre grænser, overvejer flere EU-lande nu at følge et slovensk forslag om at blokere trafikken fra Grækenland ved at lukke den makedonske grænse.

Et af de lande, der bakker op, er Ungarn, skriver Jyllands-Posten.

- Hvis Grækenland ikke er klar til eller i stand til at beskytte Schengens ydre grænse og ikke accepterer hjælp, har vi brug for en anden forsvarslinje, hvilket åbenlyst er Makedonien og Bulgarien, siger Ungarns udenrigsminister, Péter Szijjártó, ifølge avisen.

Trods et hårdt vintervejr og tyrkiske løfter om at slå ned på menneskesmuglere er 68.000 personer gået i land på de græske øer siden nytår - 40 gange så mange som i samme periode sidste år.

Når vejret bliver varmere, ventes det tal at eksplodere.

De titusinder, der nu flygter mod Tyrkiet fra den russisk-syriske offensiv mod millionbyen Aleppo, vil øge presset yderligere.

Flere EU-lande har tilsammen allerede sendt omkring 80 grænsevagter til Makedonien, penge til pigtrådshegn og udstyr såsom natkikkerter.

Og mange er indstillet på at sende mere, siger den makedonske udenrigsminister, Nicola Poposki, til Jyllands-Posten.

Han tror ikke, at grænsen kan lukkes helt, men lukker grænserne længere oppe ad ruten, har makedonerne næppe noget valg, hvis de ikke ønsker, at titusinder af migranter strander hos dem.

Makedonien er ikke medlem af EU, men alligevel har EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, opfordret lande i EU til at støtte den makedonske grænseindsats.

Grækenlands regering er kritisk over for idéen, fordi det kan forvandle Grækenland til en kæmpe flygtningelejr, lyder det.

I Danmark har regeringen ikke lagt sig fast på, om den støtter den makedonske plan, men udenrigsminister Kristian Jensen (V) erklærer sig åben for nye idéer.

- Det, vi har gjort indtil videre, har ikke virket, siger han til Jyllands-Posten.

/ritzau/