Makienok drømmer om England

Simon Makienok har vist sig som en af Brøndbys vigtigste brikker i kampen mod nedrykning. Den 201 centimeter høje angriber har i denne sæson scoret 12 Superliga-mål, og det er samtidig blevet til den første A-landskamp for den 22-årige spiller.

Derfor er Simon Makienok også blevet en mere attraktiv fyr på det europæiske transfermarked. Det blev bekræftet omkring jul, da franske Nantes angiveligt viste stor interesse for danskeren.

Selvom hovedpersonen selv i øjeblikket fokuserer på Brøndbys nedrykningskamp, er han ikke bleg for at indrømme, at den ultimative drøm er at komme til England og spille fodbold.

- Der er ingen tvivl om, at mit allerstørste mål er at komme til England en dag. Men det er ikke noget, jeg fokuserer på lige nu, siger Simon Makienok til Ritzau.

Jeg synes, det er den bedste liga i verden, og det er selvfølgelig en drøm for alle fodboldspillere at komme til en så god liga. Det er det også for mig, siger han.

Makienok erkender dog, at de fodboldmæssige kvaliteter skal forbedres, hvis han skal kunne tage luftduellerne op med forsvarsspillere som John Terry, Nemanja Vidic og Vincent Kompany.

- Det er helt klar en klart en liga, jeg godt kunne se mig selv i på et tidspunkt, men jeg skal selvfølgelig forbedre en masse ting, før jeg kan komme i betragtning dertil, siger han.

Forbedret en masse har Simon Makienok ifølge sig selv gjort siden skiftet fra HB Køge til Brøndby.

- Der, hvor jeg har udviklet mig mest, er som en boksspiller, der skal holde fast i bolden. Jeg er blevet meget bedre med fødderne, har fået bedre teknik, har forbedret min koordination og fået meget bedre førsteberøringer, siger han.

Selvom Simon Makienok drømmer større end Superligaen, gør han det dog klart, at hans eneste mål lige nu er på at holde Brøndby oppe i Danmarks bedste række.

- Når vi har spillet den sidste kamp og ved, hvor vi ender, så er det der, jeg begynder at tænke på noget andet. Lige nu tænker jeg ikke på andet end at redde Brøndby i Superligaen, siger han.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV