Makienok er åben for udenlandske tilbud

Brøndbys topscorer Simon Makienok bliver gladeligt hos de blå-gule, indtil hans kontrakt udløber i sommeren 2016.

Men den 22-årige angriber erkender også, at han drømmer om at skifte den københavnske vestegn ud med udlandet en dag, hvorfor han gerne kigger på eventuelle tilbud fra udenlandske klubber.

- Som det ser ud lige nu, så er jeg i hvert fald i Brøndby, og jeg er glad for at være der.

- Men hvis der kommer nogle seriøse tilbud, der er spændende, så er det selvfølgelig altid noget, jeg vil kigge på, i og med at jeg har ambitioner om at komme til udlandet på et tidspunkt.

- Om det skal være nu eller næste år, ved jeg ikke endnu. Men jeg kigger helt klart på det, hvis der kommer nogle tilbud, siger Simon Makienok.

Den to meter høje angriber, der lavede 15 mål i sidste sæson og var med til at redde Brøndby fra nedrykning til 1. division, sagde tilbage i slutningen af maj, at han ville afvente og se, hvad der skete i Brøndby med en ny cheftræner.

Siden er den kun 39-årige Thomas Frank blevet ansat til at stå i spidsen for klubbens A-trup.

Og Makienok er positiv stemt over for sin nye cheftræner, der tidligere har udtalt, at han gerne ser den unge angriber blive i Brøndby et par sæsoner endnu.

Spørgsmål: Hvad siger du til din nye cheftræner, Thomas Frank, der ikke før har trænet et superligahold?

- Vi har måske kun fire til fem ældre spillere, og dem har han fint styr på, og de respekterer ham utroligt meget, kan jeg fornemme.

- Så de har det godt med ham. Og han har godt styr på de unge spillere også. Så jeg synes egentlig ikke, at der er noget problem i, at han aldrig før har prøvet at træne et hold i Superligaen.

- For det handler i bund og grund bare om at få respekt. Og det synes jeg sagtens, at han kan skabe, siger Simon Makienok, der erkender, at han skal vænne sig til, at mange af de gamle spillere er væk, siden han drog af sted til landsholdssamling sidst i maj.

/ritzau/

 

Dagens Gossip