Makienok lyner to gange i kontrolleret Brøndby-sejr

Skrevet af admin

17/08/2014

Dagens topnyheder

Brøndby fik efter en skidt resultatmæssig periode oprejsning, et skud tiltrængt selvtillid og tre point til samlingen, da holdet søndag hjemme slog gæsterne fra Sønderjyske 2-0 i en livlig, men ikke altid lige velspillet kamp.

Simon Makienok blev dagens mand i skysovs for værterne med sine to mål i en anden halvleg, der var en Brøndby-domineret affære.

Først pandede Makienok et indlæg fra Riza Durmisi i nettet lige efter pausen, og senere sparkede han en returbold ind til 2-0 og beseglede dermed sejren. En evne, de blågule manglede i sidste runde.

For en uge siden spillede Brøndby således glimrende og skabte masser af chancer, men fik kun 1-1 mod OB efter en sen udligning.

Anderledes så det ud denne søndag, hvor spillet ikke nåede helt samme og dominerende højder på det våde græs mod de fysisk meget stærke gæster fra Haderslev.

Enkelte meget store chancer blev det dog til ud over målene. Som da Ariel Nunez i første halvleg havde en friløber og forsøgte sig med et lob, som Sønderjyske-keeper Marin Skender fik hånden på.

Sidste sæsons Brøndby-topscorer Simon Makienok kom ligeledes frem til meget ud over sine mål, og efter næsten 500 målløse minutter lykkedes det altså for den 23-årige angriber i starten af anden halvleg at få hul på bylden.

Efterfølgende var Makienok mere livlig og energisk end længe set, hvilket kan blive vigtigt for et Brøndby-hold, der indtil videre ikke har væltet sig i scoringer i sæsonen.

Med dagens sejr stryger Brøndby op på Superligaens sjetteplads med syv point for fem kampe. Sønderjyske er otter i tabellen med fem point.

Begge mandskaber har nu knap to ugers kamppause, da Superligaen i næste weekend holder fri for at give de danske hold i de europæiske turneringer bedst mulige chancer for at klare sig videre til gruppespillet.

For Brøndby gælder det til den tid FC Nordsjælland ude, mens Sønderjyske spiller hjemme mod Randers FC i sin næste kamp. /ritzau/