Malaga henter tidligere Real-træner

Klubben henter den 53-årige tysker Bernd Schuster i Besiktas på en fem-årig aftale, og han vil blive præsenteret i næste uge, skriver Malaga på klubbens hjemmeside.

Bernd Schuster slog som spiller sine folder i Spanien, hvor han i 1980'erne spillede for både Real Madrid og Barcelona. Også som træner har han stået i spidsen for flere spanske hold. I 2007 afløste han Fabio Capello i Real Madrid, som han førte til det spanske mesterskab.

Han blev dog efterfølgende fyret i klubben og har senest været træner for Besiktas i Tyrkiet.

Malaga sluttede i denne sæson som nummer seks i La Liga, men det bliver ikke til europæisk fodbold for Schuster, selvom sjettepladsen giver adgang til Europa League.

Tidligere på ugen afviste sportsdomstolen CAS Malagas anke mod UEFAs beslutning om at udelukke Malaga fra de europæiske turneringer i næste sæson på grund af rod i økonomien.

Dagens Gossip

Dagens TV