Malaria-dødsfald er halveret på 13 år

Antallet af dødsfald som følge af malaria er halveret siden 2000, og den gode tendens ser ud til at fortsætte.

Det fremgår af den årlige rapport fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO) om sygdommen.

Smittede personer bliver diagnosticeret og kommer hurtigere i behandling end før, og det er en af grundene til et støt og konstant fald i antallet af sygdomstilfælde.

Desuden beskytter flere personer sig med myggenet.

Globalt er malaria-dødsfald faldet 47 procent mellem 2000 og 2013. For børn under fem år, som er den hårdest ramte aldersgruppe, er dødsfaldene mere end halveret.

Malariamyggen er især en stor dræber i Afrika. 90 procent af samtlige dødsfald finder sted i landene syd for Sahara.

Den succesfulde indsats mod sygdommen i regionen kan omsættes til, at næsten fire millioner børneliv er blevet reddet fra 2000 til 2013.

Rapporten viser også, at trods en befolkningstilvækst på 43 procent, så bliver antallet af smittede i de afrikanske lande lavere år efter år.

Ifølge Pedro Alonso, direktør for WHO's malariaprogram, er udviklingen enestående og en "fremragende" nyhed for den globale sundhedstilstand.

Han forklarer fremgangen med, at der politisk er større fokus på at udrydde sygdommen, og at der bruges flere penge på indsatsen.

Men selv om der i 2013 blev brugt tre gange så meget på at eliminere sygdommen som i 2005, så er den internationale målsætning om at øremærke 5,1 milliarder dollar til malaria-programmer ikke opfyldt.

Sidste år blev der anvendt 2,7 milliarder dollar.

Pengene bliver blandt andet brugt til myggenet. 278 millioner ud af de 840 millioner mennesker i landene syd for Sahara går fortsat i seng uden et beskyttende myggenet.

WHO advarer i rapporten også om, at det flere måneder lange udbrud af ebola i Sierra Leone, Guinea og Liberia kan sætte indsatsen mod malaria i skyggen.

Mange mennesker med malaria holder sig af frygt for at blive smittet med ebola væk fra sundhedsklinikkerne.

- Og hvis de ikke kommer under behandling, så kan du være sikker på, at dødeligheden stiger, siger Richard Cibulskis, hovedforfatter på malaria-rapporten.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip