Malaysia Airlines: Vi mistænker ikke besætningen

Skrevet af admin

12/03/2014

Dagens topnyheder

Ledelsen i Malaysia Airlines føler sig overbevist om, at selskabets ansatte om bord på passagerflyet MH370, som ikke er set siden fredag i sidste uge, er uskyldige i flyets forsvinden.

Det malaysiske flyselskabs kommercielle direktør, Hugh Dunleavy, siger, at Malaysia Airlines "ikke har grund til at tro, at nogen form for handlinger fra besætningens side har fået flyet til at forsvinde."

Der var 239 personer om bord på flyet, da det lettede fra Kuala Lumpur fredag aften og fløj mod Kinas hovedstad, Beijing.

Eftersøgningen af passagerflyet blev udvidet onsdag til at dække et område, der strækker helt fra Kina til Andaman Havet på den vestlige side af Malaysia og Thailand.

Myndighederne står tilsyneladende på bar bund i sagen, efter at man er nået frem til, at to passagerer, som rejste på stjålne pas, formentlig var asylansøgere på vej til Europa.

Det var fint flyvevejr, da man pludselig mistede kontakt til passagerflyet.

Det asiatiske flyselskab har onsdag bedt Indien om hjælp i eftersøgningen af MH370.

/ritzau/Reuters