Malaysia: Umenneskeligt at hindre adgang til flyvrag

Skrevet af admin

19/07/2014

Dagens topnyheder

Malaysias transportminister siger, at det er "umenneskeligt at hindre os adgang til nedstyrtningsstedet".

Den malaysiske transportminister, Liow Tiong Lai, er i Ukraines hovedstad, Kijev, for at sørge for, at efterforskningshold får sikret adgang til området, hvor resterne efter Malaysia Airlines Flight MH17 ligger.

Han siger, at han har indtryk af, at Rusland gør, hvad det kan, for at sikre en sikker rute til katastrofestedet i det østlige Ukraine.

På en pressekonference understreger den malaysiske minister, at han er bekymret over, at der er blevet fjernet bevismateriale fra ulykkesstedet nær landsbyen Hrabove.

- Vi vil have en sikker korridor til ulykkesstedet. Det er umenneskeligt at hindre os adgang til nedstyrtningsstedet, siger han og appellerer til det internationale samfund om at sørge for en sikker rute til katastrofestedet, så de omkomne kan blive bjærget.

Ministeren understreger samtidig, at flyet aldrig afveg fra sin fastlagte rute og heller ikke kom ind i et luftrum, hvor der var forbud mod at flyve.

Den ukrainske redningstjeneste siger, at den har gennemsøgt et område på 18 kvadratkilometer omkring flyvraget og foreløbig fundet 186 lig.

- Der var lørdag morgen fundet 186 af de omkomne. I alt vil vi gennemsøge et område på 25 kvadratkilometer, siger en talsmand for redningstjenesten Andrij Lysenko.

Passagerflyet blev med stor sandsynlighed skudt ned af et avanceret jord-til-luft-missil, da det fløj i omkring 10 kilometers højde, men det er endnu uklart, hvem der står bag angrebet. De prorussiske separatister er i søgelyset, men de skyder i stedet skylden på Ukraines militær.

Flytragedien kommer blot få måneder efter, at et andet passagerfly fra Malaysia Airlines forsvandt, da det var på vej fra Kuala Lumpur til Beijing.

Efter en månedlang eftersøgning efter vragdele i blandt andet Det Indiske Ocean er der fortsat intet spor efter den store maskine eller de 239 personer om bord.

/ritzau/AFP