Malcolm Xs barnebarn kastet ud fra bygning under røveri

Tidligt torsdag morgen blev Malcolm Shabazz dræbt i den mexicanske grænseby Tijuana.

Shabazz er barnebarn af den berømte sorte borgerrettighedsforkæmper Malcolm X, der i 1965 blev skudt under en tale i Washington.

Hans 29-årige barnebarn fik også en voldsom død. Malcolm Shabazz er blevet kastet ud fra en bygning under et røveri mod ham og døde af sine kvæstelser, skriver The New York Amsterdam News.

Ifølge en nær ven af familien, Terrie M. Williams, har den amerikanske ambassade bekræftet dødsfaldet, skriver hun på Twitter.

- For mange tragedier for en enkelt familie, lyder en gennemgående kommentar fra mange andre i takt med, at nyheden spredes på de sociale medier.

Shabazz har i årevis haft problemer med myndighederne. Som 12-årig erklærede han sig skyldig i brandstiftelse og uagtsomt manddrab. Hans bedstemor, Betty Shabazz, mistede livet i den brand, han havde påsat.

Som 17-årig fik han en fængselsstraf for at deltage i et overfald og røveri af en teenager i New York. Han er også dømt for at sælge narko.

- Jeg er diagnosticeret for mange sygdomme. Jeg er skizofren. Jeg er maniodepressiv. Men jeg ville ikke sidde roligt her, hvis det var sandt, sagde han i 2003 til New York Times under afsoning af en fængselsstraf.

I februar i år blev han anholdt af FBI, da han var på vej til at deltage i en filmfestival i Iran.

Shabazz efterlader sig en treårig datter.

Malcolm X var en kontroversiel forkæmper for sortes rettigheder, da kritikere anså ham for at være racistisk mod hvide og prædike et sort overherredømme.

Hans drabsmand, Thomas Hagan, blev prøveløsladt i 2010 efter fire årtier i fængselssystemet. Han har siden beklaget mordet på Malcolm X.

/ritzau/

 

Dagens Gossip