Malkerobotsælger får millionbøde for at malke kunderne

Skrevet af admin

10/05/2016

Mest læste i dag

Selskabet Lely, der sælger udstyr til landbrug, har fået en større bøde af for at aftale priser og opdele markedet imellem sine franchisetagere. Det skriver konkurrence- og forbrugerstyrelsen i en pressemeddelelse.

Det er sket ved salget af selskabets malkerobotter gennem franchisetagere, hvor selskabet har "delt markedet og koordineret priser".

Ifølge styrelsen har Lely Nordic fået en bøde på 750.000 kroner, tre franchisetagere har fået bøder for 300.000 kroner og en ledende medarbejder er idømt en bøde på 25.000 kroner.

- Sagen understreger, at franchisetagere også kan være konkurrenter. Det er en grov overtrædelse af konkurrenceloven, når konkurrerende franchisetagere aftaler priser og deler markeder.

- Aftalerne kan have kostet landmændene overpriser på både malkerobotter og tilhørende service, skriver direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Jakob Hald i meddelelsen.

I 2014 vurderede styrelsen, at Lely Nordic og dets tre danske franchisetagere havde koordineret priserne på deres udstyr og aftalt, hvem der solgte hvor.

- Lely Nordic har som franchisegiver et medansvar for de ulovlige aftaler. Virksomheden har aktivt deltaget i de konkurrencebegrænsende aftaler mellem franchisetagerne og haft direkte økonomisk interesse i det, skriver Jakob Hald.

De tre franchisetagere er B.F. Malketeknik, Sydjysk Malke- og Staldteknik og Vestjysk Staldteknik.

Lely, der er et hollandsk selskab, sælger ud over malkerobotter en stribe maskiner til landbrug.

/ritzau/