Malmö FF slår østrigsk storklub igen i Champions League

Skrevet af admin

06/08/2015

Dagens topnyheder

De svenske fodboldmestre Malmö FF er fortsat med i kampen om billetter til Champions League-gruppespillet, hvor holdet gjorde en god figur i sidste sæson.

Onsdag aften vendte svenskerne et 0-2-nederlag fra udebanekampen mod den østrigske storklub Red Bull Salzburg til samlet 3-2 til Malmö efter en 3-0-sejr hjemme.

Noget lignede skete sidste år, hvor Malmö mod samme Salzburg også vandt 3-0 hjemme. Dengang var udebanekampen dog kun tabt 1-2, ligesom det var i den afgørende playoffrunde om Champions League-deltagelse.

Selv om Salzburg er ekspederet ud, mangler Malmö at klare sig igennem den afgørende playoffrunde for at komme i det guldbelagte gruppespil.

De undertippede svenskere begyndte allerede det fornemme comeback efter syv minutter.

Her kastede Nikola Djurdic sig ind i et indlæg og scorede til 1-0, mens den erfarne målsluger Markus Rosenberg efter 14 minutter headede bolden i mål efter et hjørnespark.

Dermed var stillingen 2-0 og samlet 2-2.

Kort inden pausen kom Malmö så foran ved Vladimir Rodic efter et kæmpe forsvarskiks, så Rodic blot skulle sætte en inderside på bolden for at score i et helt tomt mål.

I anden halvleg blev betingelserne så lidt vanskeligere for hjemmeholdet, da den tidligere FC Nordsjælland-profil Enock Kofi Adu blev udvist.

Malmö FF klarede dog skærene alligevel, og både spillerbænken og trænerteamet stormede ind på banen i et jubelløb i forlængelse af slutfløjtet.

Johan Wiland, der for nylig skiftede FC København ud med Malmö, stod hele kampen i svenskernes mål.

/ritzau/