Malmö-kaptajn kritiserer sydamerikanere efter CL-nedtur

Skrevet af admin

16/09/2015

Dagens topnyheder

En sydamerikansk duo, der misforstod taktikken, var en af årsagerne til, at Malmö FF tirsdag aften kom skævt fra start i Champions League.

Skåningerne tabte 0-2 på udebane til Paris Saint-Germain, der specielt i indledningen af kampen var knusende overlegen.

Det skyldtes, ifølge Malmö-kaptajn Markus Rosenberg, at holdets to sydamerikanske forsvarere, Yoshimar Yotun (Peru) og Felipe Carvalho (Uruguay), misforstod træner Åge Hareides plan.

- Vi havde et mindre problem på vores venstre kant. Sydamerikanerne forstod ikke taktikken. Carvalho skulle have rykket ned på venstre back, når PSG angreb i den side. Han blev inde i midten, hvilket betød, at de fik for meget plads, siger Rosenberg til Aftonbladet.

Det var netop i Malmös venstre side, at Angel Di Maria fik for meget plads, så han allerede i kampens fjerde minut kunne sende Paris Saint-Germain på sejrskurs.

- Det er svært, når man slipper så tidligt et mål ind. Derefter synes jeg, at vi arbejdede hårdt. Til tider stod vi godt i defensiven, men det er en stor skuffelse, at vi ikke skabte mere, end vi gjorde, siger Markus Rosenberg.

Malmö FF har en ny chance for Chmapions League-point i næste spillerunde, hvor holdet tager imod Real Madrid.

/ritzau/