Malou er så rystet, hun ikke længere har lyst til at bo i sin lejlighed: "Kære tyv. Du stjal otte år af mit liv"

KÆRE TYV, DU STJAL 8 ÅR AF MIT LIV!

I går aftes kl. 23.30 sidder jeg i mit vindue og arbejder på min computer. Vinduet er åbent fordi jeg ryger, jeg bor i stueplan og holder meget af at sidde der og observere livet på Matthæusgade/Oehlenschlagergade. Lige pludselig står en sortklædt mand i vinduet, og før jeg ved af det har han taget computeren ud af hænderne på mig og løber over til sin kammerat som åbenbart har ventet på den anden side af vejen og sammen løber de ned mod Skydebanen. Jeg er i chok! Råber bare: Nej nej nej! Dér løb du lige med hele mit liv, tænker jeg. De sidste 8 år af mit liv ligger på den computer, i form af billeder, dagbøger og ikke mindst studier (alle noter og opgaver fra både gymnasiet og de sidste 3,5 år på universitetet).

Ja jeg er for dum at jeg ikke har nogen backup, og I kan tro jeg ærgrer mig over at jeg ikke har fået genoptaget min forsikring efter jeg kom hjem fra Norge, men alt det er der ikke noget at gøre ved nu.

Jeg håber bare så inderligt at I vil hjælpe mig med at sprede budskabet, først og fremmest i håb om at finde den igen selvfølgelig, men ikke også mindst for at lade folk vide hvor ondt det gør at få stjålet 8 års minder. Det var ikke narkomaner eller fattige mennesker, det var drengestreger. Derfor appellerer jeg til at alle derude vil hjælpe hinanden med at forhindre dette en anden gang ved at opdrage og tilbringe tid med deres børn.

Jeg er SÅ rystet og ked af det, og har ikke lyst til at bo i min lejlighed længere.

Hvis nogen i mit netværk er bekendte med køb og salg af computere på det sorte marked, må I meget gerne hjælpe mig med at holde øje med en sølv Acer, der ligner lidt en macbook air. Jeg vil gøre ALT for at få den (i det mindste bare indholdet) tilbage!

På forhånd tak!

Dagens Gossip