Manager: Schumacher vækkes af kunstigt koma

Den tidligere Formel 1-verdensmester Michael Schumacher bliver langsomt taget ud af det kunstige koma, som han har ligget i siden en skiulykke 29. december i det franske alper.

Det bekræfter tyskerens manager Sabine Kehm torsdag ifølge nyhedsbureauet dpa i en skriftlig erklæring.

- Michaels bedøvelse er for kort tid siden blevet reduceret for at få ham overført til en opvågningsproces, som kan tage meget lang tid, siger hun.

Ifølge flere franske medier skulle Michael Schumacher efter sigende allerede have reageret positivt på nedtrapningen. Blandt andet ved at blinke med øjnene fra sygesengen.

Den 45-årige Formel 1-legende pådrog sig svære skader i hovedet, da han ramte en sten under offpiste-kørsel ved Meribel i de franske alper og har ikke været ved bevidsthed, siden han blev fløjet til hospitalet i Grenoble, hvor han stadig ligger.

Lægerne og familien lukkede tidligt ned for informationerne om den mangedobbelte verdensmesters tilstand. Derfor er det sparsomt, hvad offentligheden ved om Michael Schumachers helbred.

Lægerne har i løbet af den seneste måned opereret ham to gange for at fjerne blod og dermed lette trykket på hjernen.

Den britiske neurokirurg Peter Kirkpatrick sagde onsdag til BBC, at der stadig er mulighed for, at tyskeren kan opnå en rimelig helbredelse.

/ritzau/

Dagens Gossip