Manchester City afværger fiasko i FA Cuppen

Fodboldklubben Manchester City måtte vente meget længe, før holdet søndag kom videre fra tredje runde af FA Cuppen.

Premier League-topholdet var bagud 0-1 mod Sheffield Wednesday frem til midt i anden halvleg, men to mål af James Milner - det sidste i dommerens tillægstid - vendte kampen til Citys fordel.

Sheffield Wednesday er blot nummer 10 i den næstbedste række.

Manchester City var uden stjernespillere som Sergio Agüero og Vincent Kompany, mens blandt andre målmand Joe Hart og offensivspillerne Samir Nasri og David Silva sad på bænken fra start.

Sheffield Wednesday kom foran efter 14 minutter, da Atdhe Nuhiu afsluttede et godt angreb med at passere Citys sædvanlige reservemålmand, Wilfredo Cabellero.

Gæsterne holdt føringen frem til midt i anden halvleg, hvor hjemmeholdets James Milner udlignede. Samme spiller scorede til 2-1 til allersidst.

Premier Leagues nummer fire, Southampton, skuffede ved kun at få 1-1 hjemme mod Ipswich, der ligger nummer to i den næstbedste række.

Jores Okore spillede hele kampen for Aston Villa, da klubben vandt 1-0 hjemme over Blackpool.

Først i kampens næstsidste minut lykkedes det for Christian Benteke at sikre storfavoritten sejren.

Blackpool ligger sidst i den næstbedste række, og holdet har blot hentet fem point i 12 kampe på udebane i ligaen.

Stoke havde Thomas Sørensen på bænken, da klubben gik videre med en 3-1-sejr over sekundaholdet Wrexham.

Hjemmeholdet scorede tre mål i de sidste 10 minutter, efter at Wrexham havde bragt sig foran tidligere i anden halvleg.

/ritzau/

Dagens Gossip