Manchester City fyrer Mancini

Italieneren fratræder omgående efter tre og et halvt år i klubben.

- Det har været en svær beslutning for ejeren, formanden og bestyrelsen, og det er resultatet af en planlagt evaluering af sæsonen, at vi med beklagelse har truffet denne beslutning, hedder det i en officiel udtalelse fra Manchester City.

Klubben vandt i 2011 sit første trofæ i 35 år, da det blev til sejr i FA Cup-finalen over Stoke City. I sidste sæson vandt Manchester City mesterskabet for første gang siden 1968, men i denne sæson ligger holdet blot nummer to i Premier League, ligesom Manchester City for andet år i træk røg ud i gruppespillet i Champions League. Endelig blev det til en plads i FA Cup-finalen, hvor klubben lørdag højst overraskende blev slået af bundholdet Wigan Athletic. Formand Khaldoon Al Mubarak siger:

- Robertos resultater taler for sig selv. Han har ganske klart vundet respekt hos [ejer] Sheikh Mansour, mig selv og bestyrelsen for sit hårde arbejde, og han har - som han lovede - leveret sølvtøj til klubben Jeg vil også gerne personligt takke ham for hans støtte og fortsatte venskab.

Den assisterende manager, Brian Kidd, overtager midlertidigt styringen af holdet i de to sidste kampe i Premier League mod Reading og Norwich City. Manchester City er sikre på at komme med i næste sæsons Champions League.

Det vides ikke, hvem der overtager på permanent basis, men Malagas Manuel Pellegrini er favorit. 

Dagens Gossip

Dagens TV