Manchester City køber australsk bundklub

Skrevet af admin

23/01/2014

Dagens topnyheder

Den storsatsende engelske Premier League-klub Manchester City har udvidet forretningen ved at købe sig ind i den australske fodboldklub Melbourne Heart.

City, der er ejet af milliardæren Sheikh Mansour, har store planer for Melbourne-klubben, der i øjeblikket frister en tilværelse i bunden af den australske A-league.

- Vi er begejstrede for muligheden for at gøre Melbourne Heart til en af de mest succesfulde fodboldklubber i Australien, siger Manchester City-direktør Ferran Soriano i en pressemeddelelse ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Det første, vi vil gøre, er at tage tid til at lytte og lære og derefter udvikle vores strategi for at styrke klubben på længere sigt, lyder planen fra de nye ejere.

Manchester Citys investering er en blåstempling af den australske fodboldliga, mener direktøren for det australske fodboldforbund, David Gallop.

- Den plan, vi har godkendt, giver Manchester City 80 procent af aktierne. Fodbold er blevet en mainstream sport i Australien og er i god position til at profitere af det fodboldboom, man oplever overalt i Asien, siger Gallop.

Manchester Citys investering i Melbourne Heart kommer efter, at klubben i maj sidste år gik ind i etableringen af klubben New York City FC, der vil træde ind i den amerikanske Major Soccer League i 2015.

Melbourne Heart har haft en skidt sæson og fyrede i december træner John Aloisi. Han blev erstattet af hollænderen John van't Schip, og måske er der lys i mørket, efter at klubben fredag vandt sin første sæsonsejr.

De mest kendte spillere i den aktuelle spillertrup er den mangeårige Premier League-profil Harry Kewell, den maltesiske landsholdsanfører Michael Mifsud og den tidligere Brøndby-angriber David Williams.

/ritzau/