Manchester United bekræfter kæmpe-bud på Fabregas

- Som jeg forstår det, så har Ed (Woodward, Manchester Uniteds direktør, red.) fået et svar, og han har snakket med dem. Jeg tror, vi har givet et andet bud, sagde David Moyes på en pressekonference mandag i japanske Yokohama, hvor han også lod vide, at Ed Woodward - og ikke ham selv - tager sig af den mulige handel med den spanske landsholdsspiller.

Det første bud lå ifølge flere engelske medier - heriblandt velrespekterede The Guardian - på 26 mio. pund (ca. 225 mio. kroner, red.), og det er altså blevet forbedret:

- Når man er interesseret i dygtige spillere, så vil man give det enhver mulighed for at materialisere sig, og det gør jeg. Jeg håber, at tingene kan fortsætte og bevæge sig fremad, sagde Moyes.

- På dette tidspunkt kan jeg kun sige til jer, at Ed Woodward arbejder hårdt på at få handlerne i hus. Vi kan kun håbe, at nogen af dem falder på plads snart.

Cesc Fabregas ønskede inderligt at skifte til sin barndomsklub Barcelona for to år siden, og det ønske fik han opfyldt. Men spilletiden er ikke så regelmæssig, som han nok havde ønsket, og i Manchester United venter der efter sigende også en klækkelig lønforhøjelse.

 

 

 

Dagens Gossip