Manchester United forlænger med rutineret midtbanemotor

Skrevet af admin

20/03/2015

Mest læste i dag

Den engelske midtbanespiller Michael Carrick har sat sin signatur på en et-årig kontraktforlængelse med Manchester United.

Dermed har Michael Carrick og Manchester United papir på hinanden frem til sommeren 2016.

Til den tid vil Carrick have været i klubben i 10 år siden skiftet fra Tottenham i sommeren 2006.

Indtil videre er det blevet til imponerende 376 kampe for Manchester United, og manager Louis van Gaal er glad for kontraktforlængelsen og roser sin 33-årige viceanfører.

- Han kan læse spillet som en holdspiller, og det er meget vigtigt. Han laver nogle eminente afleveringer fremad i banen, og for en træner, der tænker fremad som mig, så er det meget vigtigt.

- Han er mit andetvalg som anfører efter Wayne Rooney, siger Louis van Gaal til klubbens hjemmeside.

Michael Carrick har sit udgangspunkt på den defensive midtbane, men så sent som i søndags kom han på måltavlen, da han var med til at nedlægge sin tidligere klub Tottenham med 3-0. Det var englænderens første mål i sæsonen.

Michael Carrick har optrådt 31 gange på det engelske landshold.

/ritzau/