Manchester United i mini-format er CL-klar

Det er UEFA, som har indlemmet Gibraltar som et selvstændigt medlemsland. Og dermed vil den britisk styrede region på den spanske sydkyst have kunne sende sine i alt otte divisionshold ind i en - ganske vist - meget tidlig kvalifikation til Champions League.

Blandt hold med navne som Lynx, Gibraltar Phoenix og College Cosmo finder man således også Manchester United.

Holdets anfører Matthew Reoch siger til BBC, at man ikke umiddelbart forventer at gøre den britiske storebror rangen stridig.

- Kun himlen trækker grænsen. Hvis ikke det bliver om fem, er det måske om 40 år, siger Reoch.

Pygmæ-udgaven af Manchester United er ikke af ny dato, men dog en hel del yngre end de regerende engelske mestre.

- Det stammer tilbage fra 1962, hvor et hold tilhængere havde lyst til at lave deres eget Manchester United i den lokale liga, fortæller han.

Gibraltar kan i dag fremvise et beskedent antal 600 registrerede fodboldspillere. Men det kan UEFAs blåstempling hurtigt vise sig at lave om på, fordi der pludselig er anderledes spændende perspektiver i at kunne lave et langskud mod europæisk klubfodbold eller ligefrem kalde sig landsholdsspiller.

Gibraltars landstræner Ray Chipolina, der samtidig er træner for mesterholdet Lincoln, har noteret sig en stigende interesse fra spillere med enten britisk eller spansk pas.

- Både klubber og spillere fornemmer nu, at der er nye muligheder forude. Nu kommer der spillerede udefra til Gibraltar og man kan allerede fornemme, at der bliver meget hård kamp om pladserne. Der er pludselig kommet et stort mål at gå efter, vurderer han.

Gibraltars landshold kan tidligst komme i sving frem mod kvalifikation til EM-slutrunden 2016.

Dagens Gossip