Manchester United mister gigant som tøjsponsor

Skrevet af admin

08/07/2014

Mest læste i dag

Fodboldklubben Manchester United skal finde en ny tøjsponsor, inden sæsonen 2015/16 bliver indledt.

Storklubben har siden 2002 spillet i tøj fra Nike, men den amerikanske tøjgigant har besluttet sig for ikke at forlænge aftalen, når den udløber næste år.

- Manchester United er en stor klub med passionerede fans. Vi er stolte over at have været klubbens partner igennem 12 år, og vi vil fortsat være sponsor for klubben frem til afslutningen på 2014/15-sæsonen, meddeler Nike ifølge Sky Sports.

Nike mener tilsyneladende, at den engelske klub har krævet for mange penge for at fortsætte samarbejdet.

- Ethvert samarbejde med en klub eller et forbund skal være godt for begge parter. De betingelser, der blev lagt frem for en forlængelse, var ikke til gavn for Nikes aktionærer, meddeler Nike.

Manchester United afslørede mandag udseendet på klubbens nye hjemmebanetrøje for den kommende sæson. Det bliver altså den sidste med Nike som sponsor.

På rygteplan nævnes tyske Adidas som en mulig afløser for Nike i Manchester United. Det skulle ifølge forlydender kunne indbringe klubben svimlende 60 millioner pund om året, hvilket svarer til mere end 560 millioner kroner.

/ritzau/