Manchester United slår Norwich og holder City i snor

Skrevet af admin

07/05/2016

Dagens topnyheder

Manchester United har fortsat muligheden for at slutte på den fjerdeplads i Premier League, der sikrer adgang til Champions League-kvalifikationen i næste sæson.

Holdet var ellers i store problemer i lørdagens udekamp mod Norwich, men det lykkedes for United at hive en 1-0-sejr i land på et mål af Juan Mata efter 72 minutters spil.

Spanieren udnyttede tæt under mål et fornemt forarbejde af Wayne Rooney.

Sejren var fortjent bedømt ud fra antallet af muligheder, men ingen af holdene ramte for alvor topniveauet.

Manchester United var hæmmet af, at Anthony Martial kort før kampstart måtte melde sig ukampdygtig, og Uniteds offensiv sled for at få hul på bundholdets forsvar. Men det lykkedes altså til sidst.

United kan glæde sig over kun at være et point fra bysbørnene Manchester City på fjerdepladsen med to kampe tilbage. Søndag møder Manchester City toprivalerne Arsenal, der ligger nummer tre.

Norwich og klubbens fans har til gengæld ikke meget at glæde sig over. Holdet er på vej til at rykke ud af Premier League.

Norwich er næstsidst med to kampe tilbage. Der er to point op til Newcastle over stregen, mens der ét point op til Sunderland, der er under stregen. Sunderland har modsat Norwich og Newcastle tre kampe tilbage af sæsonen.

/ritzau/