Manchester United slingrer videre i Premier League

Skrevet af admin

30/08/2014

Mest læste i dag

Manchester United sukker stadig efter den første sejr i den nye sæson, den første under manager Louis van Gaal.

Lørdag måtte den trængte storklub nøjes med 0-0 på udebane i Premier League mod oprykkeren Burnley.

Igen var den spillemæssige indsats skuffende for United, der ikke havde den danske målmand Anders Lindegaard med i truppen.

Nok havde United bolden en hel del mere end modstanderen, men kun i svag grad formåede favoritten at veksle spilovertaget til målchancer.

Den hollandske manager gav debut til den nye argentinske stjerne i nummer syv, Angel Di Maria, men den tidligere Real Madrid-spiller formåede ikke at sætte et afgørende aftryk på sin første optræden for klubben. Han blev skiftet ud tyve minutter før tid.

United stillede ud over Di Maria med en på papiret skræmmende offensiv tællende Robin van Persie, Wayne Rooney og Juan Mata, men de havde alligevel svære vilkår over for Burnleys forsvar.

Faktisk var Burnley ofte mere direkte i sit angrebsspil, når holdet typisk forsøgte sig ved kvikke omstillinger. Men heller ikke hjemmeholdet var i stand til at skabe de helt store chancer, og derfor var 0-0 en ganske passende udgang på opgøret.

Kort før tid kunne United dog med rette føle sig snydt for et straffespark, da en Burnley-spiller tog hånden til hjælp i en skudblokade. Men kampens dommer havde en anden mening.

Med det uafgjorte resultat er United blot noteret for to point efter tre kampe, og det er selv om programmet på papiret har været overkommeligt.

Pointet var samtidig det første for Burnley, der havde indledt med to nederlag.

/ritzau/