Manchester United-stjerne risikerer lang pause

Skrevet af admin

17/11/2014

Dagens topnyheder

Det var en festaften i Amsterdam, da Hollands fodboldlandshold søndag bankede Letland med 6-0 i EM-kvalifikationen.

Men for den hollandske spiller Daley Blind fik sejren en bitter eftersmag.

Manchester United-spilleren måtte i sin landskamp nummer 25 lade sig udskifte allerede efter 20 minutter med det, der kan være en alvorlig knæskade.

- Det ser ikke godt ud. Jeg tror, det er det midterste ledbånd. Det kan være en forstrækning, men det kan også være et riv, siger Hollands landstræner, Guus Hiddink, ifølge Manchester Uniteds hjemmeside.

Daley Blind, der i sommer skiftede fra Ajax til Manchester United, forsøger at være positiv.

- Jeg er stolt af mine 25 kampe for Holland, men jeg er helt ødelagt over skaden. Jeg vil forblive positiv, og jeg vil komme stærkt tilbage. Uanset hvad en flot sejr, 6-0, skriver Daley Blind på sin Facebook-profil.

/ritzau/