Manchester United vinder første titel under van Gaal

Skrevet af admin

05/08/2014

Mest læste i dag

Manchester United rejser i dag hjem til England med den første pokal i tasken under holdets nye træner, hollænderen Louis van Gaal.

United besejrede mandag aften Premier League-rivalerne Liverpool 3-1 i træningsturneringen International Champions Cup, der de seneste uger har tiltrukket hundredtusindvis af tilskuere i flere amerikanske byer.

Næsten 110.000 overværede forleden således United besejre Real Madrid i Michigan. Det er det højeste antal tilskuere nogensinde til en fodboldkamp i USA.

Mandagens finalekamp, der blev spillet på NFL-holdet Miami Dolphins' hjemmebane, blev overværet af godt 51.000 tilskuere. Liverpool kom bedst fra start og efter 14 minutter bragte Steven Gerrard holdet foran på et straffespark.

Men i pausen fik Louis van Gaal, der endnu ikke har tabt en kamp under holdets træningsturne i USA, åbenbart sagt det rigtige til sine spillere.

10 minutter inde i anden halvleg udnyttede Wayne Rooney en god aflevering fra Javier Hernández og udlignede til 1-1. To minutter senere fik Juan Mata masser af plads i Liverpools straffesparkfelt og bragte United foran, og i det 88. minut kunne talentet Jesse Lingard juble efter et flot mål til slutresultatet 3-1.

/ritzau/AFP