Mancini: Van Persie afgør turneringen

Manchester United fører Premier League foran mestrene fra Manchester City, fordi førerholdet har Robin van Persie i truppen.

Det mener City-manager Roberto Mancini, der er ekstra ærgerlig over, at netop den hollandske stjerneangriber gør forskellen. Van Persie var ifølge Mancini nemlig tæt på at skifte til City.

- Lige nu er han forskellen på os og dem. Han har scoret 14 mål i Premier League, og det har helt klart ændret deres situation.

- Vi var meget tæt på at få ham tre-fire måneder inden, han skiftede til United. Vi var sikker på, at han skiftede til os, men det skete ikke.

- Vi ville have van Persie, fordi vi vidste, at han var totalt anderledes end de angribere, vi har. Vi ville forstærke holdet, primært til Champions League.

- Jeg ved, hvorfor han valgte United i stedet for os. Det handlede ikke om penge, siger Mancini ifølge nyhedsbureauet Reuters.

City råder over angrebsprofiler som Sergio Agüero, Carlos Tévez, Mario Balotelli og Edin Dzeko, men kvartetten er ikke så dominerende som i sidste sæson.

- Jeg er glad for mine angribere, fordi de sidste sæson scorede mere end noget andet hold i ligaen. Men når du kan forstærke dit hold med topspillere, er det vigtigt at gøre det. Med van Persie kan du nogle gange spille med tre angribere, siger Mancini.

Robin van Persie skiftede i sommeren 2012 fra Arsenal til Manchester United.

Både United og City skal i aktion senere 1. januar. City får besøg af Stoke, mens United skal en tur til Wigan.

Begge kampe begynder klokken 16 dansk tid. Inden kampene er United syv point foran City.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV