Mancini: Vi har ikke råd til at tabe

Manchester Citys manager, Roberto Mancini, siger, at mesterholdet ikke har råd til at tabe søndagens Premier League-topkamp på hjemmebane mod Manchester United.

Mestrene fra City er inden kampen tre point efter Uniteds førerhold.

- United kan tabe, fordi de har tre point mere end os. Vi har tre point færre og må ikke tabe. De er bedre end os lige nu, men et derby er et derby.

- Lige nu er United formentlig favorit til mesterskabet, men sæsonen er lang. Sæsonen bliver ikke afgjort på søndag, men det bliver en meget vigtig kamp, siger Mancini ifølge AFP.

I sidste sæson vandt City det første derby med hele 6-1 og det endda på udebane. Det resultat gav City-spillerne den nødvendige selvtillid til at tro på, at klubben kunne vinde mesterskabet for første gang i 44 år.

- Der findes en række vigtige kampe på en sæson, og det første derby er en af de opgør. Det så vi i sidste sæson, lyder det fra Mancini.

Italieneren håber på at få David Silva, James Milner og Gaël Clichy klar til søndagens kamp. Trioen døjer med skader og skal testes på kampdagen.

Opgøret begynder klokken 14.30.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV