Mand angriber to kvinder med hegnspæl på Vorbasse Marked

En 29-årig mand fra Esbjerg-området gik fredag aften til angreb på to unge kvinder med en hegnspæl på Vorbasse Marked, oplyser vagtchefen hos Sydøstjyllands Politi.

Et vidne har fortalt, at manden tilsyneladende overfaldt kvinderne, efter at de havde sagt til ham, at han skulle lade være med at slå på nogle biler.

Efter at have fældet kvinderne med hegnspælen, sparkede han en af dem, så hun mistede en tand.

Da nogle folk på stedet forsøgte at holde den 29-årige tilbage, trak han en 30 centimeter lang kokkekniv og truede med den. Kniven var imidlertid forsvundet, da politiet nåede frem, oplyser vagtchefen.

Inden betjente fik ham anholdt, nåede manden at udøve vold mod ordensmagten og at udslynge trusler mod betjentene.

- Han modsætter sig anholdelse og udslynger skældsord mod dem og truer med, at han ved hvor de bor, og at han vil slå dem ihjel, siger vagtchefen.

Den 29-årige er sigtet for grov vold, ulovlig våbenbesiddelse samt for vold og trusler mod tjenestemand. Han bliver lørdag fremstillet i grundlovsforhør, hvor anklagemyndigheden kræver ham varetægtsfængslet.

Kvinderne er 21 og 24 år og kommer fra Vejen. De er blevet behandlet på skadestuen og har ikke pådraget sig livstruende skader.

/ritzau/

Dagens Gossip