Mand anholdt efter muligt gidseldrama i Tyskland

Skrevet af admin

25/10/2013

Dagens topnyheder

Politiet i den tyske by Freiburg stormede fredag en grillbar i den tyske Freistadt og anholdt en 36-årig mand, som gennem 14 timer havde forskanset sig i fastfoodrestauranten med 12 personer.

Manden havde truet med at sprænge sig selv i luften i bygningen.

Det er uklart, hvad manden ville opnå.

Politiet forhandlede løbende med manden natten til fredag, hvor den 36-årige havde 12 personer hos sig. Politiet antog i lang tid, at de blev holdt som gidsler, men tidligt fredag morgen hed det, at de 12 personer var venner eller slægtninge til manden.

Der skal også have været flere børn i grillbaren.

Tidligt fredag morgen blev en mand hentet ud fra restauranten i håndjern, men det var ikke den 36-årige, og en nervekrig mellem politiet og gruppen i fastfoodrestauranten fortsatte.

Det er uklart om nogen kom noget til, da politiet stormede restauranten.

Dramaet begyndte torsdag aften ved 19-tiden, hvor den 36-årige fremsatte trusler og angiveligt havde medbragt brandfarlige væsker, som han truede med at bruge til en ildspåsættelse på bygningen.

Den 36-årige er i forvejen godt kendt af politiet for lovovertrædelser vedrørende våben og narkotika.

/ritzau/DPA