Mand anholdt for knivstik efter masseslagsmål på Vesterbro

Skrevet af admin

03/06/2016

Dagens topnyheder

Politiet har anholdt en 27-årig mand, som bliver sigtet for grov vold efter et natligt masseslagsmål på Vesterbro i København.

Det meddeler politikommissær Jesper Beuschel, som fortæller, at anholdelsen forløb udramatisk.

- Han bliver fremstillet i grundlovsforhør i dommervagten i morgen, siger politikommissæren fredag.

Mens Vesterbro natten til fredag var fyldt til randen med feststemte unge til musikfestivalen Distortion, kom omkring 16 mænd op at slås. En af de involverede, en 28-årig mand, blev stukket fire gange med en kniv.

- De kender hinanden, og der har været nogle uoverensstemmelser. Så kan der ske meget, når man er i byen klokken to om natten, siger Jesper Beuschel.

Offeret har dog på intet tidspunkt været i livsfare, og hans tilstand er stabil. Slagsmålet begyndte ifølge politiet mellem offeret og gerningsmanden, og derefter stødte seks til syv personer til på hver side.

Jesper Beuschel vil ikke oplyse, om han forventer, at politiet vil foretage flere anholdelser.

- Der efterforskes stadig, siger han.

Klammeriet fandt sted foran adressen Vesterbrogade 111. Den 27-årig mand er kendt af politiet i forvejen, men intet tyder på, at slagsmålet er banderelateret.

/ritzau/