Mand anholdt for at køre flygtninge til sverigesfærge

Skrevet af admin

09/09/2015

Mest læste i dag

Østjyllands Politi har anholdt en 41-årig mand for at transportere fem asylansøgere til sverigesfærgen i Grenaa og købe billetter til dem.

De fem asylansøgere blev ligesom den 41-årige tilbageholdt af politiet, og i den forbindelse søgte de asyl i Danmark.

- De er ved at blive afhørt nu, og vi har ikke så mange oplysninger om dem. Men det drejer sig om en kvinde og en fireårig pige samt tre mænd, fortæller politikommissær Vagn Martinussen til Ritzau.

Den 41-årige bliver sigtet for overtrædelse af udlændingeloven, og Østjyllands Politi oplyser, at man vil kræve manden straffet med en bøde.

Ifølge Vagn Martinussen vil politiet nu forsøge at finde frem til, hvor manden har samlet de fem op. Derudover vil politiet forsøge at afdække, om manden har modtaget betaling.

- Det ved vi intet om endnu, men det kan få afgørende betydning for straffen i sidste ende. Hvis man ikke modtager betaling er bøden i udgangspunktet 2000 kroner, men den stiger til 5000 kroner, hvis der er penge involveret, fortæller Vagn Martinussen.

I særligt grove tilfælde vil en lovovertrædelse af den type ifølge politikommissæren kunne straffes med fængsel.

Anholdelsen af manden og tilbageholdelsen af de fem skete ved et-tiden natten til onsdag ved færgelejet i Grenaa, efter at politiet modtog en anmeldelse. Politiet ønsker ikke at oplyse om, hvem der har anmeldt forholdet.

Den 41-årige er blevet løsladt efter at være blevet afhørt af politiet. De fem asylansøgeres sag er blevet overgivet til udlændingemyndighederne.

/ritzau/