Mand anholdt for at slå sin samlever ihjel

Skrevet af admin

02/12/2013

Dagens topnyheder

Midt- og Vestjyllands Politi har anholdt en 56-årig mand, der er sigtet for at have dræbt sin samlever i Handbjerg mellem Skive og Struer.

Manden blev anholdt søndag, efter at den 60-årige kvinde blev fundet død i parrets hus.

- Vi får en henvendelse fra en person, som er bekymret, fordi man ikke kan få kontakt med kvinden, siger vicepolitiinspektør Michael Kjeldgaard fra Midt- og Vestjyllands Politi til Ritzau.

Da politiet tog ud til parrets hus, fandt man kvinden død. Hun havde skader efter stump vold, og politiet behandlede derfor fra starten sagen som en drabssag.

Søndag eftermiddag blev den 56-årige mand så anholdt, og han har overfor politiet erkendt, at han har dræbt kvinden.

- Men vi kender endnu ikke motivet. Det er noget af det vi arbejder på at finde frem til, siger Michael Kjeldgaard.

Senere mandag vil kvinden blive obduceret, dels for at fastslå dødsårsagen, dels for at fastslå, hvornår drabet er sket.

- Hun er ikke set siden onsdag den 27. november, så vi arbejder med en teori om, at det kan være sket allerede den dag, siger Michael Kjeldgaard.

Den 56-årige mand fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Holstebro klokken 13 mandag efter middag.

/ritzau/