Mand anholdt: Ville smugle 40.000 ecstasy-piller til Danmark

Tysk politi har anholdt en hollandsk mand, der var på vej til Danmark med 40.000 ecstasy-piller. 

Politiet gjorde det store fund, da de tjekkede en bil i en rutinekontrol på en rasteplads ved A1 motorvejen nord for Hamburg. Selvom den 48-årige hollænder nægtede at være i besiddelse af noget ulovligt, så dukkede de mange piller op skjult bag førersædet, da politiet gik bilen igennem. 

Derudover fandt politiet omkring to kilo amfetamin, og narkoen formodes at have en gadeværdi på over to millioner kroner. 

Amfetaminen var gemt i en sportstaske, der lå under et tæppe, og det er tysk politis klare formodning, at narkoen skulle køres til Danmark fra Holland, hvor bilen var indregistreret. 

Politiet gjorde det store fund den 11. februar, men gik først ud med oplysningerne i går. 

Dagens Gossip