Mand bag terrorhyldest undgår straf

Skrevet af admin

26/02/2015

Mest læste i dag

Det var ikke strafbart, da en 27-årig aarhusianer med palæstinensisk baggrund lavede en sympatiytring på internettet til den formodede gerningsmand bag terroranslaget i København.

Den 27-årige mand skrev på sin Facebook-profil 16. februar blandt andet:

"Vi er alle Omar" og "JE SUIS Omar".

- Der er forskel på, om man billiger handlingen, eller om man laver en medmenneskelig hilsen, og vi vurderer ikke, at han har gjort noget strafbart, siger statsadvokat Jan Reckendoff til Ritzau

- Jeg har i min afgørelse lagt særlig vægt på, at den 27-årige har forklaret, at opslaget på Facebook på ingen måde var ment som en støtte til den formodede gerningsmand, oplyser Jan Recekendoff i en pressemeddelelse.

I en eventuel straffesag ville det ikke være muligt at føre bevis for, at den 27-årige har gjort noget strafbart, fordi anklagemyndigheden ikke mener, at manden har billiget handlingen, hvilket anklageren i første omgang havde undersøgt muligheden for.

- Tværtimod har den 27-årige taget afstand fra terroren i København. Samtidig fremtræder den opslåede tekst og den konkrete ordlyd ikke i sig selv klokkeklart som en billigelse af terroren, siger Jan Reckendoff.

Omar Abdel Hamid El-Hussein, der menes at stå bag skyderierne, døde tidligt søndag 15. februar efter en skudveksling med politiet ud for Svanevej 1 ved Nørrebro Station i København.

/ritzau/