Mand banket ned og bestjålet: Mystik om røveri-sag fra Odense

Politiet på Fyn undrer sig over en påstået røverisag i Odense. Den 8. februar blev en 51-årig mand fra lokalområdet angiveligt slået ned og bestjålet efter at have hævet penge i en DB-automat på Hjallesevej. Men episoden blev først anmeldt i går - torsdag.

Følg Dagens.dk på Facebook - Altid gratis nyheder og information

Det oplyser Fyns Politi til Dagens.dk.

- Manden har forklaret, at han troede, han havde anmeldt sagen. Han siger, han ringede til politiet lige efter, det var sket. Men vi kan ikke finde frem til noget i vores system. Normal praksis er, at sådanne sager bliver anmeldt på stedet, og der kommer som regel en patrulje ud og optager rapport, men det er heller ikke sket, siger vicepolitikommissær ved Fyns Politi, Carsten Arentoft, til Dagens.dk.

Ifølge den 51-årige mand blev han omkring klokken 17.00 fredag den 8. februar overfaldet på Hjallesevej af to unge mænd. Det skete umiddelbart efter, han havde hævet kontanter. De to gerningsmænd hev fat i ham bagfra, og han faldt til jorden. Herefter blev han slået og sparket. Til sidst stjal gerningsmændene mandens pung og mobiltelefon, inden de løb fra stedet.

Manden opdagede først, at sagen ikke var anmeldt til politiet, da forsikringsselskabet for nylig krævede dokumentation for hændelsen.

Og her - mere end et halvt år efter det påståede røveri - er der ikke de store chancer for en opklaring, erkender Carsten Arentoft.

- Vi har stort set ikke noget at gå efter, siger han og afviser, at mandens anmeldelse betragtes som falsk.

- Det er ikke fordi, vi ikke tror på, manden er blevet slået ned. Men han kan ikke dokumentere sine skader. Og der er ikke overvågningsbilleder fra banken, fordi de ikke bliver gemt så lang tid tilbage, siger Carsten Arentoft.

Politiets håb er nu, at vidner melder sig på banen. Samtidig vil det aflægge besøg hos kriminelle i området, som passer på mandens beskrivelse.

- Han siger, det var to unge, somalisk udseende mænd. Men det er jo ikke meget at gå efter, siger Carsten Arentoft.

Henvendelser i sagen kan ske til Fyns Politi på telefon 114.

Dagens Gossip