Mand bidt ihjel af sin egen pitbull

Eddie Cahill elskede sine to otteårige hunde Fat Boy og Keylo. Men pitbullen Fat Boy blev Eddies død: Julemorgen gik hunden af uvisse årsager amok og skambed sin ejer, indtil han døde af overfaldet.

Eddies kone, Bianca Rodriguez fortæller efterfølgende i et interview, hvordan hun forlod hjemmet for at besøge sin familie juledag.

Da hun kom hjem, fandt hun pitbullen med blod i munden og Eddie død og fyldt med hundebid længere inde i huset

- Hundene var hans liv, siger hun til TV-kanalen Fox8.

Hun er chokeret, fordi der aldrig har været problemer med hunden før, men vil dog ikke have, at folk tænker ondt om racen pitbull.

- Det var et uheld. Han elskede de hunde, uddyber Bianca Rodriguez.

Til politiet har hun dog udtalt, at hun tidligere har advaret sin mand, der også er far og bedstefar, om hunden, fordi den kunne være utilregnelig og voldelig.

Fat Boy havde fået et kødben i julegave, og der spekuleres nu i, om det har været med til at starte en blodrus i dyret, der var så vild, at myndighederne måtte bruge en strømpistol til at stoppe hunden med. Den er nu aflivet, efter ønske fra familien selv.

Dagens Gossip