Mand blev reddet fra brændende lejlighed

Skrevet af admin

03/02/2014

Dagens topnyheder

Brandfolk har mandag morgen reddet en mand ud af en brændende lejlighed i Sdr. Omme.

Det var lidt før klokken syv, at der blev slået alarm til 112 om, at der var flammer i lejligheden i en ejendom på Hovedgaden.

- Brandvæsnet fandt en person i lejligheden, og han var livløs, da de fik ham ud, oplyser vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi.

En ambulancelæge var hurtigt fremme, og det lykkedes at få genoplivet manden, som derefter blev kørt til Esbjerg Sygehus.

Manden, der er 39 år, er lejlighedens beboer. Han var både forbrændt og røgforgiftet, tyder de første oplysninger på.

Politiet skal nu undersøge årsagen til brandens opståen.

/ritzau/