Mand brød ind hos kvinde og truede hende med en pistol: Hun gav ham et kram

Hvordan man reagerer i tilspidsede situationer, varierer fra person til person. De fleste af os finder først ud af det, når vi står midt i det.

Det gælder også en 61-årig kvinde fra Portland i USA.

Klokken 2.30 natten til onsdag trængte en mand ind til hende i hendes hjem med en pistol. Det rapporterer Oregonlive. Hun skreg ikke, men blev chokeret.

Kvinden, som er sygeplejerske og har arbejdet med psykiatriske patienter, gjorde alt, hun kunne, for ikke at ophidse manden.

Han begyndte at tørre vinduet, han var kommet ind ad, med gardinet.

“Jeg sagde, ‘Du er meget renlig’,” husker hun.

Han forklarede hende, at han ikke gjorde rent, men var ved at fjerne sine fingeraftryk.

“Jeg ryger aldrig i huset. Men jeg spurgte ‘Er det i orden, at jeg tager en cigaret?’. Jeg tænkte, at en mand pegede en pistol mod mig, så jeg kan godt ryge indenfor,” siger kvinden.

Manden var ikke aggressiv, men han var paranoid. Han havde været på flugt i et døgn og fortalte kvinden, at han havde røget metamfetamin, som er stærkt hallucinerende.

“Politiet er efter mig. De har droner ude, sagde han. Med det samme tænkte jeg, at jeg var nødt til at give ham ret. Jeg fortalte, at jeg havde hørt om dronerne, og jeg tror på dig,” siger hun.

Manden forklarede, at han var nødt til at tage hende som gidsel. Kvinden sagde, at det nok blev lidt svært, fordi hun ikke havde en bil. Han foreslog, at de kunne tage en taxa.

Et stykke henne i samtalen kom hun på en idé.

“Hvad nu, hvis jeg lover dig det her? Hvad med, at jeg ringer til politiet og siger til dem, at du er her, og at de skal være respektfulde, når de kommer. At de ikke må komme ind i indkørslen med sirenerne tændt og folk, der hopper ud med megafoner,” siger kvinden.

Manden mumlede noget og sagde så, at kvinden skulle ringe til politiet.

Han holdt pistolen i hånden, mensh un ringede til alarmcentralen. Politiet kom til huset og parkerede uden for og gik op ad indkørslen. Manden lagde sin pistol på spisebordet og fjernede magasinet.

Før han gik ud til politiet, omfavnede hun den nu ubevæbnede mand.

“Jeg gav ham et kram, før jeg gik ud af døren. Der var noget ved ham, som virkelig rørte mig,” forklarer kvinden, som brød ud i gråd, da han var i politiets varetægt.

Manden er nu blandt andet sigtet for tre tilfælde af røveri og at være i besiddelse af et skydevåben og bruge det ulovligt.

“Jeg tror, jeg var heldig. Jeg mødte en mand, som jeg ikke tror var aggressiv i hjertet. Hans øjne fortalte mig, at han ikke var. Men jeg har ikke lyst til, at han går frit omkring. Jeg håber, han får den psykiatriske hjælp, han har brug for.”

Dagens Gossip