Mand død af elektrisk stød i oversvømmet kælder

En 61-årig tysk mand har mistet livet, mens han var i gang med at pumpe vand fra sin oversvømmede kælder i den lille by Aken ved Elben i delstaten Sachsen-Anhalt.

Han blev dræbt natten til onsdag af elektrisk stød, fortæller politiet i byen Halle.

Manden var i gang med at pumpe vand fra sin kælder, og han fik stød, da han arbejdede med en elektrisk pumpe i vandet.

Hans kone har været i chok, og hun er nu indlagt på et hospital.

De massive oversvømmelser i Centraleuropa har kostet flere mennesker livet, og alene i delstaten Sachsen-Anhalt er tre omkommet.

Vandstanden har været faldende i den sydlige del af Tyskland, men der er stadig store problemer i Nordtyskland.

Det frygtes, at digerne vil bryde sammen i flere byer.

/ritzau/dpa

 

Dagens Gossip