Mand dræbt i ulykke på Samsø: Blev slynget ud af bil

Skrevet af admin

06/12/2015

Dagens topnyheder

En 27-årig mand er dræbt ved en trafikulykke på Samsø natten til søndag. To passagerer - to mænd på 19 år - er sluppet fra ulykken med lettere skader, oplyser Østjyllands Politi.

De tre mænd kom kørende ad Kongevejen ved Onsbjerg, da bilen af endnu ukendte årsager kørte af vejen og rullede rundt ind over en mark.

- Føreren har mistet kontrollen over bilen formentligt på grund af for høj hastighed.

- Føreren af bilen er blevet slynget ud og blev dræbt på stedet. Med i bilen var der to passagerer, som begge havde sikkerhedsseler på, og begge sad i bilen. De er sluppet med lettere skader, siger vagtchef Per Bennekov fra Østjyllands Politi.

Politiet fik anmeldelsen om trafikulykken klokken 01:02.

- Da vi kommer frem til stedet, kan vi konstatere, at bilen er kørt ud i rabatten. Der har den ramt en kilometersten og et vejtræ, og så er den blevet slynget ud på en mark, hvor den er væltet, siger Per Bennekov.

Den 27-årige mand kommer fra Samsø. De to mandlige passagerer - den ene fra Samsø og den anden fra Fanø - er fløjet med helikopter til behandling på et hospital i Aarhus, oplyser vagtchefen.

De pårørende er underrettet.

/ritzau/