Mand dræbt med 14 knivstik i Åbyhøj

Skrevet af admin

22/10/2013

Dagens topnyheder

Talrige gange blev en mand ramt af knivstik i en lejlighed i Åbyhøj ved Aarhus mandag eftermiddag.

Ifølge den sigtelse, politiet har rejst mod en 23-årig mand, blev offeret ramt 14 gange - og stukket i sit ene ben, i brystet og i ansigtet.

I et grundlovsforhør i Aarhus tirsdag har den anholdte mand i sagen erkendt, at han stak offeret tre gange. Men han nægter sig skyldig i drab, da han ifølge sin forklaring stak offeret i selvforsvar.

Det var den 23-årige, der mandag eftermiddag henvendte sig til politiet og fortalte, at en mand var blevet stukket ned i en lejlighed på Henrik Hertz Vej i Åbyhøj. Da betjente kort efter trængte ind i lejligheden, fandt de offeret liggende dræbt med de mange knivstik.

Tirsdag besluttede en dommer i Retten i Aarhus at varetægtsfængsle den 23-årige i fire uger i surrogat på en lukket afdeling. Grundlovsforhøret blev på politiets begæring holdt for lukkede døre af hensyn til den videre efterforskning.

Den sigtede er fra Aarhus og er ikke kendt af politiet for "noget nævneværdigt".

Østjyllands Politi kan tirsdag ikke sige noget om motivet til drabet eller om relationen mellem offeret og den 23-årige, men ifølge Ekstra Bladets netavis var offeret kæreste med den 23-åriges mor.

/ritzau/