Mand dræbte kone ved planlagt trafikulykke

En tidligere britisk pilot begyndte torsdag at afsone en dom på livsvarigt fængsel for drabet på sin kone, som døde ved en trafikulykke.

Dommen på minimum 24 års fængsel til Iain Lawrence er ifølge dommeren i sagen, George Leggatt, givet for et "brutalt og omhyggeligt planlagt drab."

Sally Lawrence, der var mor til tre, blev dræbt på stedet, da hun sad på passagersædet i parrets bil, da den ramte et vejtræ i English Midlands i oktober sidste år.

Hendes 53-årige mand forsøgte at få det hele til at ligne en tragisk ulykke.

Dommeren siger, at Lawrence havde sørget for at bilens airbag i passagersiden var sat ud af kraft, ligesom sikkerhedsselen i passagersiden ikke virkede.

Han overlevede selv med småskrammer, da han kørte bilen ind i et træ med fuldt overlæg, mens hans 47-årige kone døde af "katastrofale kvæstelser."

Drabet skete to dage før parrets skilsmisse trådte i kraft, og den dømte havde blandt andet økonomiske motiver til sin gerning, siger dommeren.

Under retssagen hævdede Lawrence, at delvise lammelser i hans ben havde været årsag til trafikulykken. Men dommeren afviser hans forklaringer.

- Den måde, hvorpå du dræbte Sally indbefattede en plan, som har været planlagt over flere dage om ikke uger i alle dens små onde detaljer. Den blev gennemført med skruppelløs effektivitet, hedder det i dommens præmisser.

- Du lavede din bil om til en maskine, der var lige så dræbende som noget våben og kørte den med overlæg op til gerningsstedet med hensigt om at bruge den til at dræbe, hedder det videre.

/ritzau/Reuters

 

Dagens Gossip

Dagens TV