Mand drev rundt på Stillehavet i halvandet år

Kan man overleve 16 måneder på Stillehavet i en spinkel sejlbåd og på en kost bestående af havskildpadder, fisk og fugle, som kan fanges med de bare næver?

Det hævder en mand, der er drevet i land i sin båd af fiberglas på Marshalløerne i den nordlige del af Stillehavet.

Ifølge nyhedsbureauet AFP hævder den langskæggede og udmagrede mand, at han forlod Mexico i sin båd sammen med en ven i september 2012. De satte kurs mod El Salvador, men båden kom ud af kurs og endte 12.500 kilometer fra Mexico.

Vennen døde undervejs, mens den overlevende klarede sig med en kost bestående af alt godt fra havet samt regnvand. Og når der ikke var noget drikkeligt fra oven, drak han blod fra havskildpadder.

»Hans tilstand er ikke god, men den bliver gradvist bedre,« fortæller en norsk antropolog, Ola Fjeldstad, der er på feltarbejde på Ebon-atollen, hvor båden drev i land.

Den overlevende sejler, der kalder sig Jose Ivan og kun taler spansk, er nu i gode hænder hos en familie, der har sat ham på fedekur.

Ifølge den norske antropolog lider manden ikke af nogen livstruende sygdomme, og han afventer nu at blive fløjet til Majuro, der er hovedstad i ørepublikken Marshalløerne med bare 60.000 indbyggere.

Historier om overlevende Stillehavseventyrere er ikke usædvanlige. I 2006 skabte tre mexicanske mænd overskrifter, efter at de blev fundet drivende i en sejlbåd ni måneder efter, at de tog afsted på en ekspedition for at se på hajer på Stillehavet. De overlevede på en kost af fisk og fugle, og de holdt modet oppe ved at læse Bibelen.

Dagens Gossip

Dagens TV