Mand efterlyses: Ubeboet landejendom udbrændt

Sydøstjyllands Politi efterlyser en mand efter en brand i ubeboet landejendom på Ribevej i Ødsted mellem Egtved og Vejle.

Vidner observerede en mand, der gik frem og tilbage foran ejendommen. Da branden brød ud klokken 21.27 onsdag aften forsvandt denne mand fra stedet.

- Vi er interesseret i at snakke med manden om, hvad han lavede der, fortæller vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Hans Hoffensetz, til dagens.dk.

Branden i landejendommen var så voldsom, at den ikke stod til at redde og udbrændte.

Manden, der efterlyses, beskrives som cirka 30 år, 175-180 centimeter høj, almindelig af bygning, lyst hår og var iført en koksgrå dynejakke og mørke bukser.

Oplysninger i sagen kan gives til Sydøstjyllands Politi på 1-1-4.

Dagens Gossip