Mand eftersøgt for angreb mod amerikanske ambassader pågrebet

Manden, der hedder Nazih Abd al Hamid al-Ruqhay, og som også er kendt som Abu Anas el-Liby, har stået højt på den amerikanske regerings liste over mest eftersøgte siden 2000, hvor der ved en domstol i New York blev rejst tiltale mod ham for hans rolle i planlægningen af de to ambassadeangreb.

Her blev han anklaget for at have udført overvågning af ambassaden i Nairobi i 1993 og 1995 og for at have diskuteret muligheden for at angribe amerikanske mål med et andet fremtrædende medlem af al-Qaeda.

Det amerikanske forbundspoliti, FBI, har udlovet en dusør på, hvad der svarer til cirka 27 millioner danske kroner, for informationer der fører til pågribelsen af Nazih Abd al Hamid al-Ruqhay.

Det var natten til søndag endnu uvist, hvem der pågreb den eftersøgte libyer.

De amerikanske embedsmænd, der udtalte sig på betingelse af anonymitet på grund af sagens følsomme karakter, har over for The New York Times afvist at komme med yderligere detaljer om pågribelsen.

Fremtrædende embedspersoner fra den libyske overgangsregering oplyste lørdag til avisen, at de ikke kendte til forsøg på at pågribe eller pågribelsen af den eftersøgte libyer.

Nazih Abd al Hamid al-Ruqhay menes at have tilsluttet sig al-Qaeda i begyndelsen af 1990erne, hvor han boede i Sudan. Siden flyttede han til Storbritannien, hvor han fik politisk asyl.

Angrebene mod de amerikanske ambassader i Dar es Salaam, Tanzania, og Nairobi, Kenya, fandt sted 7. august 1998 og blev udført med bilbomber.

Flere hundrede mennesker mistede livet.

Efter bombeangrebene gennemsøgte britisk politi libyerens lejlighed, og her fandt politiet blandt andet en arabisk terrormanual på 18 kapitler, der blandt andet vejledte i bilbombeangreb, tortur og sabotage.

15 libyske soldater blev lørdag dræbt ved en kontrolpost sydøst for Tripoli, da fem biler med bevæbnede mænd beskød kontrolposterne.

Det er uvist, om der er sammenhæng mellem de to episoder, da sikkerhedssituationen i landet generelt er ustabil.

Dagens Gossip